En del af:
BERGERAC – De kostbare små æg
Der arbejdes på et langvarigt projekt ved floden Garonne, der hvor den løber ud i Atlanterhavet. Man vil genoplive fortidens bestand af Stør, men det har rigtig lange udsigter, for den er næsten uddød
Af:
Kenth Poulsen
Indtil første halvdel af 1900-tallet var det ganske almindeligt at fange stør i den brede del af Garonne. Fiskerne solgte den lokalt, og ingen tog notits af rognen, som gik til grisefoder sammen med de andre indvolde eller blev brugt som agn til sardiner. Men så en dag i de glade 20’ere, hvor turismen begyndte at udvikle sig, kom en russer forbi og reagerede med bestyrtelse.
Det var jo helt hen i vejret at bruge størens kostbareste del til grisefoder, når den kunne indbringe formuer i de fine saloner. Sådan åbnede der sig et eventyr, som fiskerne ved Garonne ikke havde drømt om. De fokuserede nu deres fangst på stør, og de efterfølgende år indtil 1950’erne levede de et liv i en helt anderledes rigdom, end de nogensinde havde oplevet. I 1930’erne, hvor fangsten var på sit højeste, blev der omsat fem tons kaviar om året fra stør fanget i Garonne.
Men som med alle eventyr så fik kaviareventyret også sin ende – og her fik prinsen ikke prinsessen. Støren blev næsten udryddet, og fiskerne måtte finde andre leveveje enten i industrien eller på fiskebanker længere ude i havet. Fiskerne var dog ikke eneansvarlige. Støren holdt nemlig op med at trives i det mere og mere forurenede vand, samtidig med at der blev hentet enorme mængder sand til vejbyggeri op fra flodbunden.
Med al den forstyrrende aktivitet blev størens normale livsbetingelser fuldstændig ødelagt. Den er nemlig en meget sensitiv fisk, som tager op til 15 år for at blive drægtig. Sammenfaldet af forstyrrelser medførte derfor total kollaps i fiskeriet.
© Shutterstock
CAVIAREN renses grundigt for hinder, inden den serveres på de fineste franske restauranter.
© Shutterstock
I dag opdrættes der en del stør industrielt. Langs floden Dordogne, som løber ud i Garonne er enkelte tidligere ørred dambrug bygget om til caviar produktion med stør. Kendere påstår dog, at kvaliteten af den vilde kontra den industrielt opdrættede stør er som nat og dag. Når engagerede lystfiskere, som har viet deres fritid til fiskeriet, fortæller om forskellen, er noget af det de lægger vægt på, den store forskel i smagen.
Den industrielle smager fiskeagtig og bliver mere sej og betydeligt federe end den vilde, som til gengæld bliver blød og smager mere i retning af hummer. Årsagen kan være forskellen på føden. En industriel stør bliver fodret med piller. Den har ikke andet at lave end at spise, så den bliver fodret hver dag og vokser derfor meget hurtigt.
Den vilde stør lever et helt andet liv, som er nærmest meditativt i forhold til sine fæller i fangenskab. Den spiser kun hver fjortende dag og søger sin næring blandt rejer, krebs og muslinger – naturligt nok udvikler den dermed også en mere hummeragtig smag, når den havner på spisebordet.
© Shutterstock
LIGE SÅ STILLE er den franske caviarindustri i gang med at overtage begrebet ”autentisk” efter russerne har overfisket den i deres søer og floder.
I USA er det tilladt at fange den hvide stør, men strengt forbudt at fange den grønne, som skal slippes ud med det samme uden fotografering. Og tilladelsen til hvide stør er meget restriktiv. En lystfisker må højst fange en om dagen, og højst tre om året. Fangsten må ikke være mindre end en meter og ikke overstige halvanden meter. Alt hvad der ligger udenfor disse mål skal omgående sættes ud, og igen – uden fotografering.
Der findes 27 arter af stør spredt over hele verden, og de er alle truede på deres eksistens. Det er en fisk, der for flere arters vedkommende i naturlige miljøer kan opnå en alder i nærheden af de 100 år. Størrelsen er også bemærkelsesværdig. I sommeren 2012 gik en lystfiskerhistorie jorden rundt, da den 65-årige canadier Michael Snell fangede en 500 kilo hvid stør i elven Fraser i British Columbia. Den antages at have rundet de 100 år. Michael Snell kæmpede med fisken i halvanden time, før den måtte give op og lade sig trække op i båden.
Efter den obligatoriske fotografering, som der ikke er forbud mod i Canada, blev fisken sat ud igen, men da havde Michael Snell sikret sig sin dokumentation for, at han ikke fortalte røverhistorier, når han berettede om sit livs fangst. Uden at tage æren fra canadieren skal det dog tilføjes, at der i Rusland er rapporteret fangst af en 118 år gammel Beluga stør, der vejede 1.500 kilo og havde en længde på otte meter.
© Shutterstock
DER SKAL KÆMPES hvis man vil fange en stør. Den kan veje helt op til 1500 kilo, blive otte meter lang og nå en alder på 118 år. Sådan en krabat fanger man ikke lige med den lokale fiskeudstyrbutiks sortiment for lystfiskere.
Ved Garonne håber de engang at komme med blandt disse fantastiske beretninger. Den europæiske stør, de i sin tid fiskede, opnåede den samme høje alder, men nåede kun 400 kilo og en længde på seks meter. Men det sker nok tidligst en gang i det næste århundrede, for bestræbelserne er først gået i gang for nylig, og de har ingen sikkerhed for, at de får den fulde opbakning på et så langsigtet projekt blandt politikere, som i befolkningen er mistænkt for kun at planlægge med en valgperiode af gangen.
© Shutterstock
STØR kan skrive deres historie 200 millioner år tilbage i tiden og levede samtidig med dinosaurerne. Når Beluga størens hun gyder, lægger hun mellem 360.000 og 7,7 millioner æg.t.
Produkter fra artiklen:
Mere fra:
-
JUMILLA – Kød bagt i dej
By Kenth Poulsen
• 20. marts 2025
Jumilla ligger i den spanske region Murcia, som er i fuld gang med at slå sig fast i offentlighedens bevidsthed som kødtærtens hjemland, og der ser ud til at være noget om snakken. -
JUMILLA – Kardemomme by
By Kenth Poulsen
• 20. marts 2025
Der er ikke meget turisme over Chinchilla de Montearagón. Det er snarere en upåagtet provinsby med begrænsede aktiviteter. Èn ting er dog værd at bemærke – hulerne på bjerget. -
JUMILLA – Ensalada Murciana
By Kenth Poulsen
• 19. marts 2025
Bortset fra spejlæg og pandekager findes der næppe en lettere ret at tilberede end denne traditionelle tomatsalat fra Murcia, som ligefrem har fået navnet Ensalada Murciana, fordi den er så egnstypisk.
