En del af:
Bergerac – I skyggen af Bordeaux
Det var her kelterne og gallerne måtte se sig slået af romerne, men også her, de trods alt overlevede og skabte en vinkultur, der står som forbillede for resten af verden.
Af:
Kenth Poulsen
B ergerac er gammelt keltisk land, hvor sproget var gallisk med et væld af lokale dialekter, som på trods af forskellighed bandt det keltiske folk sammen. Det var en befolkning som levede i konkurrence med romerne og med en meget forskellig kultur. Romerne dyrkede den centrale styring med alle beslutninger truffet i Rom. Kelterne var decentrale i deres beslutninger, hvilket også medvirkede til, at romerne havde det vanskeligt, og måtte investere enorme kræfter i at bekæmpe kelternes udbredelse.
© Shutterstock
CHÂTEAU DE CASTELNAUD LA CHAPELLE ved solopgang med Dordgne-floden stille løb og Chateau de Beynac i baggrunden.
Stille og rolig spredte kelterne sig fra landområdet omkring floderne Rhône, Seinen, Rhinen og Donau. Områder der svarer til nutidens Frankrig, Luxembourg, Belgien, det meste af Schweiz, Holland og en god bid af Tyskland. De spredte sig efterhånden også til Nord-italien, Balkan og Transsylvanien. Altså overordnet set, det man i dag vil kalde det centrale Europa, men de nåede også helt ned på den tyrkiske halvø.
Kelterne menes at have udviklet sig fra omkring det femte århundrede f.kr., og blev som omtalt aldrig forenet under én hersker eller regering, men de galliske stammer var alligevel i stand til at forene deres kræfter i store militære operationer, og det gjorde, at de gennem flere århundreder holdt stand mod en stadig stærkere romersk magt.
© Shutterstock
DE MALERISKE LANDSBYER står i kø i Perigord og med nærhed til floden, bliver det vanskeligt at overgå.
Deres kulturtoppede i det tidlige 3. århundrede f.kr. De kæmpede på Kartagos side mod romerne under de puniske krige, så de må have haft en fin fornemmelse for, hvem deres fremtidige fjende nummer ét skulle blive. Det førte også til, at romerne på deres side forsøgte at komme gallerne til livs. De blev mere og mere nærgående, da de rykkede ind i det nordlige Italien. For at koncentrere kræfterne om det nære og truende tilbød romerne kartagenerne kontrol over den iberiske halvø, så romerne selv kunne koncentrere sig om det hjemlige.
© Shutterstock
STILLE BRO i Beynac-et-Cazenac som
kun sjældent krydses af biler, fordi det er så
vanskeligt at komme omkring i landsbyen, at
de erhvervsaktive for længst er fraflyttet.
Dermed var de i 225 f.kr. klar til slaget ved Telamon i Norditalien, hvor gallerne for første gang måtte se sig slået og returnere til egne territorier nord for Alperne. Over de følgende 200 år fandt træfninger mellem gallerne og romerne sted med jævne mellemrum, indtil Julius Cæsar i 58 f.kr. samlede alle romerske kræfter for endelig at få bugt med gallerne.
Det tog ham 7 år og kostede en formue så stor, at Romerriget var på konkursens rand. Til gengæld var krigsbyttet hos gallerne så tilsvarende meget større, at prisen på guld faldt med 20 procent, efter at Cæsar havde slået dem. Udgravninger har vist, at gallerne havde en kultur ufattelig rig på guld. Alene i Pyrenæerne er der fundet mindst 200 guldminer fra den galliske æra. Der er også rester, der tyder på, at det har været en meget veludviklet kultur baseret på befolkningscentre med stor rigdom og velstand.
Rigdommene har været bygget op gennem lang tid, mens gallerne havde en dominerende indflydelse på handlen langs med floderne. De handlede med romer- ske købmænd i stor stil. Der er fundet en kæmpe metalbeholder på 1,63 meter i højden, som menes at have været anvendt til transport af vin fra Middelhavsområdet. Hvis det er rigtigt, så er her tale om en mængde, der kun kan have været brugt kommercielt.
Vi forestiller os, at det galliske samfund var domineret af druider, en klasse i samfundet, som var bedre uddannede og kendte til love, digtning og helbredelse. Desuden var hver stamme ledet af et råd af ældre, som udstak retningslinier for, hvordan samfundet skulle styres. Der er ingen tvivl om, at de galliske samfund har afholdt valg, så ledelsesopgaven gik på omgang.
Romerne kaldte disse samfund for ”Civitates”. De dannede senere grundlag for Frankrigs opdeling i de kirkelige bispedømmer og stifter, der fungerede indtil den franske revolution i 1789. Fra Cæsars optegnelser ved vi, at Gallien var opdelt i tre folkeslag, da han overtog regeringsmagten. Den centrale stamme hed Aquitani, og boede mellem floderne Seine/Marne og Garonne. Nord for dem regerede Belgae og syd for dem mod Pyrenæerne, Ours.
© Shutterstock
EYNAC ET CAZENAC er en skøn landsby
fra middelalderen beliggende i Perigord.
Endvidere skriver han: ”Af alle disse er Belgae de modigste, fordi de er længst fra civilisationen og udviklingen (under- forstået: Rom). Købmænd opholder sig nødig hos dem og importerer helst de ting, som tilfredsstiller det kvindelige. De bor nærmest på germanerne øst for Rhinen, med hvem de hele tiden er i krig, hvorfor disse germanere overgår alle andre gallere i tapperhed. De slås med germanerne i næsten daglige kampe, når de enten bliver angrebet, eller selv fører krig mod gallernes grænser.”
Som man fornemmer, har det ikke været en dans på roser at leve dengang, og det virker også som om Cæsar, med hans baggrund i den romerske kultur, nærmest er chokeret over barbariet.
Efter Cæsars annektering af Gallien udviklede der sig en blandet gallo- romersk kultur i de erobrede områder. I forlængelse af hans udlægning af gallernes landområder blev de omtalt som Gallia Narbonensis, der udviklede sig til Occitania i den sydvestlige del af Frankrig, Cisalpine Gaul i den sydøstlige og Gallia Aquitania, som omfattede det centrale og vestlige Frankrig, hvor også Perigord ligger.
Men den romerske magt holdt ikke evigt. I 400-tallet blev det meste af Frank- rig invaderet netop af det barbariske folk germanerne eller visigoterne, som de også kaldes. Det var stammefolk fra det nordlige Europa. Hvor de eksakt kom fra, er stadig uvidst, men de havde en adfærd i stil med vikingerne og bragte ikke nogen særlig udviklet kultur med sig, så de indrettede sig efter det, der allerede eksisterede, de steder hvor de tog magten – så længe de ellers fik deres vilje.
© Shutterstock
TIL VENSTRE: CHÂTEAU DE CASTELNAUD LA CHAPELLE ved solopgang med Dordgne-floden stille løb og Chateau de Beynac i baggrunden.
TIL HØJRE: EN SKØN GAMMEL TRÆKVOGN tiltrækker sig opmærksomhed og lægger op til en hurtig impulsiv handel.
© Shutterstock
Herredømmet holdt dog kun indtil 507, hvor en anden af de germanske stammer, frankerne, væltede hærgende ind over de hårdt prøvede gallo-romaner og overtog magten fra visigoterne. Gennem de følgende par hundrede år blev Aquitanien og dermed også Perigord flyttet rundt fra den ene hersker til den næste, hvad enten han var franker, basker eller noget helt andet.
For befolkningen har der sikkert ikke været den store forskel på, hvem de var underlagt. Men i 769 blev der med ét orden på tingene. Det med selvstyre under skiftende hertuger måtte have en ende, og det blev Karl den Store, som også var franker, der kom til at sætte dagsordenen. Uden synderlig modstand besluttede han at indlemme Aquitanien i sit kongedømme.
© Shutterstock
LA ROQUE GAGEAC har haft en fin place-
ring langs floden, hvor handlende havde en
perfekt omsætning til forbipasserende.
Han var tydeligvis en ambitiøs herre med stor lyst til ekspansion – måske det vi i dag ville kalde grådig. Efter at have indtaget det meste af Frankrig kastede han sig over Italien og indlemmede det i sit kongedømme i 774. Derefter fortsatte han sine erobringer på den modsatte side af Pyrenæerne og pressede muslimerne over på Ebros sydvestlige bred – en kamphandling han gennemførte det sidste år inden sin død i 814.
Han sikrede dog sine sønner ved løbende under sin regeringstid at forære dem kongedømmer. Eksempelvis blev hans yngste søn Louis som treårig konge af Aquitanien i 781. For at sikre sig selv satte han sig over dem alle ved at lade sig krone som romersk kejser 1. juledag, 25. december år 800 af pave Leo den Tredje i den gamle Peterskirke i Rom.
© Shutterstock
JEANNE D’ARC endte med at blive
brændt på bålet. I dag en uforståelig hand-
ling, når vi ved, at hun var den egentlige
årsag til franskmændenes endelig sejr over
englænderne og dermed afslutningen på
100-års krigen.
Efter Karl den Store fortsatte flere af hans slægtninge med at beholde magten, så navnet Frankrig hænger således sammen med, at det var frankernes stamme, der bevarede magten længst. Senere kom englænderne til. De forsøgte sig af flere omgang, og det voldsomste forsøg fandt sted under den såkaldte Hundredeårskrig, som er en række gentagne sammenstød mellem den franske og den engelske krone.
Det var den engelske konge, Edvard den Tredje, der lagde ud med at kræve Frankrig underlagt sin krone i 1337. I starten gik det ham godt, og englænderne vandt alle de første træfninger både til vands og til lands. Men efter en snes år, hvor der havde været kæmpet med jævne mellemrum, ændrede franskmændene taktik og valgte i stedet at kæmpe med små slagkraftige grupper i en slags guerillakrig. Den nye strategi gik helt fantastisk. Lige indtil de fik en ny konge, Karl den Sjette, der var sindssyg.
© Shutterstock
MONPAZIER RÅDHUS er billedet på, hvor
lille en administration der tidligere var be-
hov for i et lokalt miljø.
Han tabte det meste af landet, inden han afgik ved døden. Men Frankrig fik igen overtaget, da Jomfruen fra Orléans, Jeanne d’Arc, ledet af sine stemmer, stormede Orléans og befriede byen fra englænderne. Efter denne historiske begivenhed af de helt store førte hun den nye konge, Karl den Syvende, til kroning i katedralen i Reims. Ulykkeligvis blev hun taget til fange og brændt på bålet den 30. maj 1431, men hendes indsats medførte et gennembrud for franskmændene, som gradvist fik samlet landet og i 1436 atter kunne indtage Paris.
Krigen afsluttedes med en fransk sejr ved slaget i Castillon i 1453, hvor englænderne mødte en velforberedt fransk hær, der var udstyret med armbrøster, så de kunne slagte de engelske styrker uden selv at komme i nærkamp. Med afslutningen af Hundredeårskrigen endte også det engelske herredømme i Perigord. som blev indlemmet under den franske krone. Dermed var Frankrig samlet, som vi kender det i dag.
En lignende samling, dog uden militær kamp, fandt sted så sent som den 30. september 2016, da regionerne Aquitaine, Limousin og Poitou Charente blev samlet i en ny storregion, Nouvelle Aquitaine. Med denne centralisering, som også er sket i andre regioner i Frankrig, håber politikerne at spare penge på administration og samle kræfterne i mere effektive organisationer.
© Shutterstock
COGNAC er en del af regionen
Nouvelle Aquitaine, som også
dækker Perigord og Bergerac.
Samlingen betyder, at Nouvell Aquitaine bliver Frankrigs største region. Den bliver på størrelse med Østrig, og med en befolkning på næsten 6 millioner mennesker. Det er et af Frankrigs mest dynamiske områder med hensyn til befolkningsudvikling, særligt omkring kysten og Bordeaux, som efter en gennemgribende renovering er kommet på niveau med Paris med hensyn til attraktionsværdi for tilflyttere.
Med fem universitetsbyer, Bordeaux, La Rochelle, Limoges, Poitiers og Pau, ligger Nouvelle Aquitaine også lige efter hovedstadsregionen Ile de France, når det kommer til undervisning, innovation og forskning. Nouvelle Aquitaine er desuden nummer ét på listen over omsætning indenfor landbrug, ikke kun i Frankrig, men i hele Europa. Det skyldes særlig vinområderne omkring Bordeaux og ikke mindst produktionen af Cognac.
© Shutterstock
CYRANO DE BERGERAC fransk
forfatter, der er kendt som krigeren
med stor næse og tilsvarende hjerte.
Produkter fra artiklen:
Mere fra:
-
CATALONIEN – Gal eller genial
By Kenth Poulsen
• 5. februar 2025
Én person har sat et så markant aftryk på byen Barcelona, at hans arbejder alene lægger grunden for en så massiv tilstrømning af turister, at byen til tider må frabede sig flere besøgende. -
MAKEDONIEN – Her er kvinder forbudt
By Kenth Poulsen
• 5. februar 2025
Athos er et samfund i samfundet, som har håndhævet forbud mod kvinder i næsten 1000 år, og også fået det ført ind i såvel den græske forfatning som i EU’s regler som en undtagelse om den fri bevægelighed. -
BERGERAC – Malerisk madkultur
By Kenth Poulsen
• 4. februar 2025
Sarlat er en af de byer, der har formået at stå igennem det moderne gennembrud af forbrugerisme og bevare sin oprindelige skønhed til glæde for de talrige besøgende.
