En del af:
BERGERAC – Vores tidlige slægtninge
Opdagelsen af Lascaux hulen i Perigord var en af de vigtigste arkæologiske opdagelser i det 20. århundrede. Her åbnede der sig en indsigt i vores fortid, som ikke tidligere havde været tilgængelig.
Af:
Kenth Poulsen
Mennesket har spist trøfler i flere tusinde år, og frem til renæssancen var de ikke særlig værdsatte, og blev udelukkende benyttet i egne, hvor de voksede. Det ændrede sig langsomt.
I slutningen af 1800-tallet var der etableret en almindelig accept af, at trøfler var noget eksklusivt for det rige borgerskab. I dag er det en svamp, der kan løfte prisen på en portion spaghetti fra en 50’er til en tudse. De gamle grækere mente, at trøflen voksede de steder, hvor lynet havde slået ned. Men den forestilling er for længst aflivet.
De giver indsigt i livsstil, spiritualitet og kunstneriske evner. De detaljerede skildringer af dyr og jagtscener giver vigtig information om forhistoriske menneskers forhold til naturen og deres teknikker i jagt og deres kunstneriske udtryk.
© Shutterstock
DRENGENE som fandt Lascaux hulen den gang i begyndelsen af krigen sammen med lokale lærer fra byens skole.
© Shutterstock
Lascaux hulemalerierne er derfor ikke kun historiske, men også kunstneriske mesterværker, der beriger menneskehedens kulturarv. Derfor er bevarelsen af Lascaux-hulemalerierne af stor betydning og samtidig en stor udfordring, eftersom de sarte malerier er i fare for at blive ødelagt på grund af miljøfaktorer og menneskelige aktiviteter. For at bevare de forhistoriske kunstværker er der truffet vidtrækkende foranstaltninger. Grotten er lukket for offentligheden, og der er installeret anlæg til regulering af fugtighed og temperatur.
Går man i dybden med de 600 malerier og 1500 graveringer giver de indsigt i stenaldermenneskets liv og tro. De dominerende billeder er tegninger af mammutter, heste og hjorte. Dyr af afgørende betydning for overlevelsen. Det sociale liv er også illustreret med menneskelige figurer og grupper, mens abstrakte symboler og geometriske mønstre vidner om stor tankeaktivitet og nuancerede forestillinger.
Stenalderens kunstnere brugte en række forskellige teknikker og materialer til at skabe deres hulemalerier. Farverne fik de fra mineralpigmenter som okker, hæmatit og manganoxid. Dem blandede de med naturlig harpiks og animalsk fedt som bindemidler. Det har tydeligvis givet en enorm holdbarhed.
Teknikkerne til påføring af farverne var omfattende og inkluderede pensler, fingermaling, reliefgravering, skrabeteknikker og sågar besprøjtning, som givetvis er foregået med munden eller gennem stænkning. Ved at kombinere disse teknikker og materialer var kunstnerne i stand til at skabe fascinerende og varige kunstværker i hulerne.
© Shutterstock
LASCAUX GROTTEN. Det er tankevækkende og imponerende, hvordan datiden farver har kunnet holde gennem århundreder.
Der er forskellige teorier om formålet med og betydningen af hulekunsten i stenalderen. Det menes, at kunstnerne kan have været shamaner, jægere eller medlemmer af et specialiseret kunstnerisk samfund. Nogle eksperter spekulerer på, om det var mænd, kvinder eller endda teenagere, der skabte disse fantastiske hulemalerier.
Nogle af teorierne om formålet med hulekunsten går på om de har haft rituel eller åndelig betydning, om de var udtryk for kommunikation med naturen eller overnaturlige kræfter eller om de udtrykte historier eller kulturelle traditioner. Der har også været forestillinger om astronomiske eller kalendermæssige formål, der kunne indgå i en undervisning.Under alle omstændigheder er disse kunstværker skabt af mennesker i tæt kontakt med naturen og under stærk påvirkning af deres omgivelser.
© Shutterstock
GROTTE DES CARBONNIÈRES er en drypstenshule mellem Rocamadour og Padirac.
Lascaux-grotten blev fundet den 12. september 1940 af fire drenge, der var på tur i skovene omkring Montignac. Det var den 17-årige Marcel Ravidat og den 15-årige Jacques Marsal – begge fra Montignac. De var sammen med Georges Agniel på 16 fra Nogent-sur-Seine, som var på ferie hos sin jødiske bedstemor og som den fjerde Simon Coencas på 13, oprindeligt fra Montreuil, af registreret jødisk afstamning og derfor flygtning i Montignac.
For Georges Agniel og Simon Coencas fik eventyret en brat ende to dage senere, da de blev revet ind i historiske omstændigheder af meget tragisk karakter. De blev begge arresteret af tyskerne og tilbageholdt et par måneder, inden de med begrundelse i deres alder som mindreårige blev løsladt. For Marcel Ravidat og Jacques Marsal blev opdagelsen af hulen nærmest en livsopgave. Hele vinteren 1940-41holdt de vagt uden for indgangen til hulen. Og da den åbnede for offentligheden i 1948 blev de guider for besøgende.
Det var også dem, der i 1958 og 1959 gjorde forskerne opmærksomme på en udbredt forekomst af grønalger, der nedbrød malerierne. Da hulen derfor i 1963 blev plomberet for offentligheden blev det Jacques Marsal, der fik ansvaret for at bevogte den. De fire venner blev først genforenet i november 1986 – 46 år efter, at de sammen havde opdaget denne velbevarede og opsigtsvækkende forhistoriske kulturarv. Ingen af dem oplevede 80 års jubilæet i 2020, selvom Simon Coencas var tæt på. Han døde tidligere samme år.
Produkter fra artiklen:
Mere fra:
-
JUMILLA – Kød bagt i dej
By Kenth Poulsen
• 20. marts 2025
Jumilla ligger i den spanske region Murcia, som er i fuld gang med at slå sig fast i offentlighedens bevidsthed som kødtærtens hjemland, og der ser ud til at være noget om snakken. -
JUMILLA – Kardemomme by
By Kenth Poulsen
• 20. marts 2025
Der er ikke meget turisme over Chinchilla de Montearagón. Det er snarere en upåagtet provinsby med begrænsede aktiviteter. Èn ting er dog værd at bemærke – hulerne på bjerget. -
JUMILLA – Ensalada Murciana
By Kenth Poulsen
• 19. marts 2025
Bortset fra spejlæg og pandekager findes der næppe en lettere ret at tilberede end denne traditionelle tomatsalat fra Murcia, som ligefrem har fået navnet Ensalada Murciana, fordi den er så egnstypisk.
