En del af:
JUMILLA – En tro følgesvend
For tidligere generationer var en lommekniv et vigtigt værktøj, som gjorde, at man altid kunne klare sig og løse uforudsigelige småproblemer, hvad enten det var hestens seletøj eller et hurtigt måltid undervejs.
Af:
Kenth Poulsen
Indtil slutningen af 1980’erne var det stadig muligt at møde en lommeknivssælger i Albacete. Han stod typisk på banegården eller gik omkring, hvor der var mange mennesker samlet. Sådan havde det været i generationer, ikke kun i Albacete, men i mange provinsbyer i Spanien. Albacete var bare den by, hvor sælgerne overlevede længst.
Knivene, de solgte, havde de eller deres familie selv fremstillet, og selvom gadesælgerne er forsvundet, er det stadig muligt at finde enkelte knivsmede, som har holdt fast i traditionen og fremstiller knive på deres eget værksted.
Produktionen af skæreredskaber i Spanien skriver sig tilbage til maurerne, som lærte spanierne at forarbejde jern til skarpe redskaber som dolke, sværd, sabler, kårder, macheter, lommeknive, brevåbnere, økser, bajonetter og sakse. De fineste og dyreste eksemplarer var dekorerede med ciseleringer, som for eksempel kunne være ejerens segl, monogram eller blot smukke mønstre.
Redskaberne kom langt omkring. Der er et eksempel på, at en lommekniv fra Albacete har fundet vej til Finland en gang tilbage i 1500-tallet. Det er nu næppe af den årsag, at en forenklet forskning for mange år siden kom med generaliseringen: Finner går med kniv.
© Shutterstock
I DETTE MILJØ har der været gode muligheder for at udvikle god værkstedshumor. Folk havde hele dagen sammen, og man kan forestille sig, at der har været langt mellem begivenhederne.
I det gamle Albacete var byen delt op i faggrupper. Slagterne havde deres gade, bagerne deres og knivmagerne var placeret i samme gade som skomagerne. Det kan have haft den fordel, at skomagerne havde nem adgang til at få repareret deres værktøj, når det blev for sløvt til at skære i læderet.
Vor tids forbud mod at bære kniv er for øvrigt i stil med den lov, som den spanske konge Felipe den Femte vedtog den 21. december 1721. Her blev det forbudt at bruge og fremstille knive og andre skærende redskaber over en begrænset størrelse. Overtrædelser blev straffet med seks års fængsel. For knivsmedene i Albacete betød det, at de ikke længere kunne ernære sig ved deres fag. De fleste måtte lukke deres værksted og finde andet arbejde.
© Shutterstock
ET KIG IND i et gammelt knivværksted med bagtæppe af knivstål, hvorfra de enkelte knive er blevet standset ud i den rigtige form.
Alligevel lykkedes det nogle, at holde faget ved lige og komme tilbage og genoptage arbejdet, da loven blev ophævet nogle år senere. Der er ikke opgørelser over omfanget af knivproduktionen i Albacete før efter Første Verdenskrig. Men tallene fortæller om en stor aktivitet, som involverer over 400 arbejdere på 14 værksteder. I de bedste år fremstillede de over 850.000 lommeknive, mens de nøjedes med 500.000, når efterspørgslen var vigende.
På trods af udsving var der en progressiv udvikling op igennem 1900-tallet, så da produktionen nåede sit maksimum i 1975 var der 74 firmaer med 500 medarbejdere, som producerede 5,5 millioner knive af alle mulige slags. Siden er antallet af firmaer reduceret væsentligt. I princippet er der kun et meget stort og enkelte væsentligt mindre. De mindre koncentrerer sig om kunstnerisk udformerede knive, som kun sælges i små antal. Alt andet er overtaget af kineserne.
Det meget store firma Arcos skriver sin historie tilbage til Juan de Arcos, en knivsmed, der etablerede sig i 1745. Kvantespringet fra småproduktion til industri blev foretaget af en af hans slægtninge, Gregorio Arcos Aroca, som i 1875 begyndte at seriefremstille knive, som også blev eksporteret til andre lande.
I dag er firmaet en supermoderne virksomhed med 500 medarbejdere, som fremstiller 70.000 knive om dagen eller tæt på 18 millioner om året. For Albacete, som er en by på 170.000 indbygger, er det en vigtig arbejdsplads, og traditionen med uddannelse af nye knivsmede bliver holdt ved lige på byens tekniske skole, som er Spaniens eneste skole indenfor området.
© Shutterstock
DER ARBEJDES MED KNIVE og alle generationer deltager i arbejdet. De unge er en vigtig del af arbejdet. De skal overtage ansvaret og sikre familiens overlevelse.
© Shutterstock
Produkter fra artiklen:
Mere fra:
-
JUMILLA – Kød bagt i dej
By Kenth Poulsen
• 20. marts 2025
Jumilla ligger i den spanske region Murcia, som er i fuld gang med at slå sig fast i offentlighedens bevidsthed som kødtærtens hjemland, og der ser ud til at være noget om snakken. -
JUMILLA – Kardemomme by
By Kenth Poulsen
• 20. marts 2025
Der er ikke meget turisme over Chinchilla de Montearagón. Det er snarere en upåagtet provinsby med begrænsede aktiviteter. Èn ting er dog værd at bemærke – hulerne på bjerget. -
JUMILLA – Ensalada Murciana
By Kenth Poulsen
• 19. marts 2025
Bortset fra spejlæg og pandekager findes der næppe en lettere ret at tilberede end denne traditionelle tomatsalat fra Murcia, som ligefrem har fået navnet Ensalada Murciana, fordi den er så egnstypisk.
