En del af:
JUMILLA – Krokus i fokus
Tidligere var Manchuela en betydningsfuld leverandør af safran til de spanske paellas. Andre lande har overtaget markedet, men nu har den yngre generation imidlertid fået øjnene op for en lukrativ indtjening.
Mariano Juncos er en glad ung mand. Han er nygift, har fået sin første datter og i år høstede han 3,5 kilo safran på en hektar med safrankrokus, som han plantede for 2 år siden. Den portion indbragte ham 12.000 euro, hvilket var et godt tilskud til alle omkostningerne i hans nyetablerede familie.
© Shutterstock
EN AF DE STORE FORDELE i produktionen af safran er, at støvbærerne kan nippes indendørs og i en lang periode efter høst. Som altid når der er mange penge involveret, skal man tage sig i agt for ikke at blive snydt.
© Shutterstock
For to år siden etablerede han marken, og allerede sidste år var han ganske tilfreds. Da fik han to kilo ud af den. Han er indstillet på at høste yderligere to år, inden han igen skal plante marken til med nye knolde. Hvis alt går som planlagt, bliver fordelen næste år, at han kan se frem til endnu større høst, for safrankrokus yder mere og mere indtil dens fjerde år.
Når man går Mariano på klingen, indrømmer han dog, at det er hårdt og koncentreret arbejde, og han var aldrig kommet igennem det, hvis ikke han havde fået hjælp fra familien. En mark med Safrankrokus modner indenfor et par uger, og så skal man være klar til at høste, for når blomsterne visner, er der ikke mere at komme efter.
© Shutterstock
ÆGTE SAFRAN er de røde han-støvfang, som sidder i centrum af blomsten. De kan forfalskes ved at farve smagløse gule hun-støvfang. Hun-støvfangene afgiver masser af farve, men har altså ingen smag og er derfor værdiløse.
Der skal 150 blomster til en høst på 1 gram safran. For Marianos vedkommende betød det, at han og hans familie høstede over en halv million blomster alene i år. Og ikke nok med det. Efter blomsterne var høstet, skulle de møjsommeligt plukke støvfangene ud af hver eneste.
Det er det, der gør krydderiet så kostbart. Som altid når der er mange penge involveret, skal man tage sig i agt for ikke at blive snydt. Der foretages alle mulige krumspring for at hæve fortjenesten, når det dyre krydderi bringes ud på markedet.
Ægte safran er de røde han-støvfang, som sidder i centrum af blomsten. De kan forfalskes ved at farve smagløse gule hun-støvfang. Hun-støvfangene afgiver masser af farve, men har altså ingen smag og er derfor værdiløse. Safran forhandles også pulveriseret, og her er det enkelt at tilsætte værdiløse krydderier, så fortjenesten sættes voldsomt i vejret.
© Shutterstock
Snyderiet er ikke i producenternes interesse, for det presser også prisen på den ægte vare. Derfor har de spanske avlere i La Mancha kæmpet hårdt for at få etableret en oprindelsesgaranti på deres safran i stil med vinavlernes DO – Denomination Origin.
Ifølge denne garanti kan kunderne være sikre på, at safran med benævnelsen Mancha kommer fra La Mancha. Fra gammel tid har det altid været en god kvalitet med kun få gule støvfang. Ønsker man en bedre kvalitet og større kraft, skal man gå efter safran med benævnelsen ”Coupé”. Og er man tilfreds med mange gule støvfang og mindre kraft, går de under betegnelserne ”Rio”, ”Standard” eller ”Sierra”.
© Shutterstock
HØST AF SAFRAN kræver hårdt arbejde, hvor det tager 150 blomster for at producere blot ét enkelt gram.
© Shutterstock
Ligesom mange andre krydderurter er safran blevet anvendt som lægemiddel langt op i 1800-tallet. Dengang blev det ordineret som vanddrivende middel, mod øjenbetændelse og ved problemer med lever, nyre, bryst og mave. Fra den ofte omtalte romerske historiker og hærfører Plinius den Ældre ved vi også, at romerne mente, at safran, indtaget før et måltid, ville forhindre vin i at virke berusende. Det er dog aldrig blevet videnskabeligt bevist.
© Shutterstock