En del af:
JUMILLA – Ny oliekilde
Efter at Arsenio Fernandez har været med til at indføre et nyt system til produktion af oliven, har han besluttet at investere i sin egen plantage. Indtjeningen er simpelt hen for tillokkende.
Den tid er forbi, hvor et enkelt oliventræ var grundlaget for en families overlevelse, og hvor man måtte vente en generation, før det gav en høst, der var værd at regne med. Velstanden og udviklingen har for længst fjernet fokus fra, hvor mange oliventræer man har, til helt andre værdimål. Og i mellemtiden har produktionen af oliven haft trange kår, og har været genstand for en storstilet redningsaktion fra EU, med reklamekampagner, støtteprogrammer og alle de andre almindelige tiltag fra den kant.
Uanset hvad man mener om den slags, så er én ting dog sikker: Oliven og olivenolie er på vej til at blive et lige så sofistikeret produkt som vin, og gennem et vedholdende udviklingsarbejde er det nu også på vej til at blive et interessant produkt for mange vinavlere. Ikke mindst den hastigt voksende prisudvikling bærer også en del af ansvaret.
Forbruget af olivenolie er støt stigende over hele verden, og samtidig er der fordele ved olivenproduktionen, som vin ikke kan leve op til. For det første er det et meget begrænset bælte rundt om jordkloden, hvor det er muligt at producere oliven. Det gør udbuddet mindre, og egenproduktionen i de enkelte lande lavere.
© Shutterstock
OLIVENTRÆERNE ER PLANTET i snorlige rækker, så produktionen kan håndteres med maskiner. Hvorvidt oliventræerne kan høstes på den nye måde gennem århundreder ligesom i gamle dage, er der endnu ingen, der ved noget om, men det er nok tvivlsomt. Produktionen er strømlinet og en oplagt mulighed, når nu investeringen i udstyr er foretaget, men der er endnu ikke høstet erfaringer med systemet.
© Shutterstock
Vin er meget mere udbredt, og kan produceres rimelige kvaliteter så langt mod nord som Danmark, Norge, Sverige og Canada. For det andet er der ingen religiøse begrænsninger på brugen af olie, hvilket bestemt ikke kan siges om vin. Med sin placering i det sydlige Spanien ligger Jumilla inden for det bælte, hvor der er tilstrækkelig varmt og tørt til, at der altid har været produktion af oliven.
Familien Fernández har investeret i en ny olivenplantage og kombinerer nu oliven- og vinproduktion med samme maskiner
Den eneste risiko er placeringen i højlandet, hvor vinteren kan blive så hård, at temperaturen kommer helt ned i minus 20 til 25 grader. Det skete såvel i 2005 som i 2006 og forårsagede store ødelæggelser og et krævende genopretningsarbejde. De træer, som bliver skadede, skal nemlig stynes helt ind til stammen, og så er der ingen høst de næste 2 år.
© Shutterstock
Traditionelt står oliventræer med flere meters afstand i plantager. De er reelle træer, som udvikler en kraftig stamme og en bred, hængende krone, som kan minde lidt om piletræets. Høsten foregår ved, at man lægger to presenninger ind under hver side af træet og river bærrene ned med en rive. Man kan også ryste dem ned med en særligt udviklet buskrydder, men det går kun så længe træet er ungt og fleksibelt. Når træet bliver ældre og stærkt, skal der et kraftigere redskab til, som bliver spændt bag på en traktor.
Ulempen med denne metode er, at den kraftige vibration skader rødderne, og dermed træets produktion og overlevelse. Hos familien Fernández er de imidlertid blevet opmærksomme på en ny metode, som næsten kun giver fordele, og som kan forenes med vinproduktionen på ideel vis. Olivenplanterne bliver behandlet på samme måde, som de plejer at gøre med vinstokkene. Lange rækker med lille afstand og planterne tæt på hinanden. Rækkerne bliver monteret med stålwire ligesom vin, så der er noget at fiksere planterne til.
© Shutterstock
DER ER MEGET AT SPARE, hvis avleren kan høste oliven med maskine istedet for den store gruppe af medarbejdere, der må arbejde med store net og masser af besvær. Olivenhøst har altid været forbundet med meget arbejde. Fordelen har altid været, at det foregik efter vinen var bragt i hus, og dermed var der ledige hænder til arbejdet.
Med denne metode kan de høste oliven med de samme maskiner, som de bruger under vinhøsten. Desuden foregår høsten i januar, hvor der ikke er noget at lave i vinmarkerne. I modsætning til vinen skal oliven kun beskæres en gang hvert andet år, og oliven er meget mere hårdfør end vin, så ud over frostskader, er der ikke den store risiko for skadedyrsangreb og skimmel.
Med denne nye metode er der endelig kommet en afgrøde, som kan erstatte den formålsløse produktion af korn, som kun bliver gennemført, for at få del i EU’s tilskud. Det er nemlig vanskeligt at producere korn i Jumilla, hvor det aldrig regner i vækstperioden. Der er kun én ulempe ved den nye måde at producere oliven på: Etableringsomkostningerne er enorme. Det koster 75.000 kroner at beplante en hektar med oliven, og det tager fire år før den første høst kommer i hus. Alligevel er familien Fernández ikke i tvivl om, at de satser på den rigtige afgrøde.
Mere end halvdelen af prisen på oliven går til dækning af omkostninger i forbindelse med høsten. Den udgift er væsentligt reduceret, når man anvender en maskine, som allerede har tjent sig ind under druehøsten. Så selv om familien lægger ud med ti hektar, er de ikke i tvivl om, at de vil fortsætte, indtil de har beplantet 40. Det er med at få det gjort nu, hvor tilplantningen ikke er reguleret af EU. Hvis først Bruxelles kommer ind i billedet, bliver det hele ødelagt. Den situation kender de rigeligt til i forbindelse med vinproduktionen.