En del af:
URUGUAY – Vand og vin
Familien Carraus vingård er placeret på toppen af verdens største kendte drikkevands reservoir, og de er ikke i tvivl om det ansvar, der er lagt i deres hænder.
Af:
Kenth Poulsen
Historien om familien Carrau og Cerro Chapeu er en rigtig nybygger-historie. Den tager sin begyndelse den 2. april 1752, da fiskeren Francisco Carrau køber en vinmark i Vilasar de Mar, et lille fiskerleje 10 kilometer nordøst for Barcelona i Catalonien, Spanien. Her udvikler generation efter generation produktionen, så familiens vin i 1888 får medalje i Barcelona og i 1892 i Chicago.
I 1920’ernes depression må nulevende Francisco Caraus bedstefar indse, at det ikke længere er muligt at brødføde sin familie på vinproduktionen i Catalonien. Han beslutter derfor, at familien må emigrere og vælger af alle steder – Uruguay.
I 1930 realiserer han alt, hvad de ejer og rejser med sin kone og deres seks børn, to sønner og fire døtre til Montevideo for at starte på en frisk. Med sig har han også en ønologisk uddannelse fra den tekniske skole i Villafranca de Penedés, en af Spaniens mest anerkendte på området.
Han får hurtigt ansættelse på en vingård ved navn Santa Rosa, som i datiden stod for mere end halvdelen af al den vin, der blev produceret i Uruguay. Han dør dog i en ung alder, og hans ældste søn – Juan Carrau Pujol – overtog derfor et stort ansvar for familien allerede som 17-årig.
© Shutterstock
CERRO CHAPEU. Produktionsbygningen ligger frit med rigelig udluftning, så det bakteriologiske miljø er så tæt på druernes
mikroliv, som overhovedet mulig.
Gennem 20 år ernærede han familien som almindelig vinavler. Men en dag blev han involveret i en undersøgelse udført af biologer fra Davis, University of California. De fandt frem til, at der ville være gode muligheder for at lave kvalitetsvine i det nordlige Uruguay, hvor landet grænser op til Brasilien. Her er jorden sandet og næringsfattig, hvilket er til gavn for kvaliteten af druerne. Siden har en af FN’s afdelinger i øvrigt påvist, at under dette tørre sand ligger jordens største kendte ferskvandsreservoir.
I forbindelse med arbejdet med de amerikanske biologer kom Juan i kontakt med et californisk vinfirma, som pønsede på at begynde at lave vin i Brasilien. Han fik ansvar for at etablere vingården og fik oven i købet halvdelen af ejerskabet. Det blev ganske succesfuldt, men i slutningen af 70’erne gik det amerikanske selskab konkurs, og efter lidt forviklinger tog det multinationale franske cognacmærke Remy Martin over.
Sideordnet med at Juan etablerede vingården i Brasilien, havde hans ældste søn, Javier – storebror til Francisco den yngre, afsluttet sine studier i agronomi, og som et resultat af samarbejdet med folkene fra Davis var han opmærksom på det nordlige Uruguay som attraktivt for vindyrkning. Efter en del besøg i området fandt han den optimale placering for en ny vinmark i et område ved navn Cerro Chapeu.
Hans held var, at jorden var ejet af en enke, der lejede det ud til kvægdrift. Hun havde en del tusinde hektar, så det lykkedes ham at overbevise hende om, at hun fik mere ud af at sælge ham 350 hektar end ved kun at modtage den begrænsede årlige leje fra kvægavlerne. I 1973 blev de første vinmarker plantet i området. Samtidig købte familien deres egen vingård i Montevideo.
© Shutterstock
VINSMAGNING. Glæden over stemningen og vinenes kvalitet er vanskelig at skjule. Alt foregår i umiddelbar nærhed til de marker, hvor druerne vokser og bliver forarbejdet til Cerro Chapeus enestående vine.
En af Uruguays kendte vinfamilier, familien Varzi, var tæt på at uddø. Vinmarkerne havde de solgt for længst, men på ejendommen boede stadig den sidste Varzi. Han var blevet så gammel, at det var tid til at finde en mindre bolig. Javiers og Franciscos far, Juan Carrau Pujol, var i stand til at skaffe pengene, og dermed blev de ejere af Uruguays mest traditionsrige vinejendom lige uden for Montevideo.
En god snes år kørte Carrau familien druerne fra Cerro Chapeu til vingården i Montevideo. Det er en tur på 500 kilometer. Den trafik fortsatte så længe, der endnu ikke var etableret produktionsfaciliteter på Cerro Chapeu. Når man som familie vil udvikle en vingård, må man tænke langsigtet. Netop det har generelt været en af familien Carrau’s spidskompetancer.
I 1980 døde Juan Carrau Pujol, og hans otte børn blev enige om, at det kun var de fem, der ville fortsætte som ejere – Javier, Ignacio, Francisco, Margarita og Gabriela. Tre af deres andre søskende besluttede at trække sig ud og blev betalt af de andre. I 1984 blev andelen i vingården i Brasilien solgt til Remy Martin efter en del forviklinger, og der blev herefter udelukkende fokuseret på produktion i Uruguay, hvor familien stadig drev ejendommen i Canelones ved Montevideo og vinmarkerne i Rivera ved den brasilianske grænse.
Til sammen har brødrene Javier og Francisco Carrau 12 børn, og der har været stor interesse i at familien skulle drive ejendommene videre. Derfor havde de sammen opstillet en kontrakt, som sagde, at der kun måtte være to fra familien ansat på vingårdene. Den, som ønskede ansættelse, skulle have været mindst to år i en anden virksomhed og haft ophold uden for Uruguay i mindst tre år. Desuden skulle vedkommende have bestået en akademisk uddannelse med relevans for driften.
For at nå frem til en beslutning, om hvem der skulle føre vingårdene videre, afholdt de gennem en årrække årlige sammenkomster, hvor emnet var vin og familien Carraus vingårde, så de unge kunne få en fornemmelse for, om det var noget, de kunne tænke sig.
© Shutterstock
TIL VENSTRE: SIKRING AF LÆSSET Såvel markvejene som de større veje er meget ujævne, så læsset skal sikres godt inden druerne køres hjem.
TIL HØJRE: CARRAU FAMILIEN. Francisco er far til Pia og onkel til Piero Basile.
© Shutterstock
Efter mange, lange og grundige overvejelser og diskussioner nåede de fem søskende frem til, at det ville være bedst, hvis de fordelte ejendommene på en måde, så de kunne fortsætte i 2 grupper med hver deres ejerskab. Javier og Ignacio ville fortsætte i Canelones ved Montevideo. Francisco, Margarita og Gabriela ville hellere arbejde videre med ejendommen i Rivera, hvor de allerede siden 1997 havde engageret sig i at opbygge en helt ny produktion med ideelle faciliteter.
Forberedelserne havde Francisco stået for efter at have besøgt vingårde rundt omkring i verden. Hans konklusion var, at vingården skulle bygges ind i en bakke, hvor man kunne få fordele af tyngdekraften og dermed opnå en vinfremstilling med minimal manipulation af mosten. Francisco har taget en doktorgrad i kemi med gær- og vin-aroma som speciale, og med den baggrund har han udviklet adskillige innovationsprojekter på vingården.
Et af de mest betydningsfulde for vinene er udvælgelse og separering af Cerro Chapeus egne gærceller, som trives naturligt i naturen. Med det arbejde er Francisco nået frem til nogle af de bedste Tannat vine i Uruguay. Ingen tvivl om, at dette arbejde er årsagen til, at en af verdens mest anerkendte vinanmeldere, Tim Atkin, i 2021 fremhævede Francisco Carrau med udmærkelsen ”Winemaker Legend”.
© Shutterstock
VINKÆLDEREN. Her opbevares eksemplarer af alle vingårdens vine, så familien kan følge udviklingen og glædes over det, der er gået godt eller forbedre om nødvendig.
Ved sin side har Francisco haft sin søster Margarita Carrau, som siden 2000 har udviklet vinturisme omkring Carraus vingårde og i 2003 deltog i oprettelsen af den uruguayanske vinturismeforening, “Los Caminos del Vino”, som hun oprindeligt ledede. Søsteren Gabriela Carrau er uddannet sommelier og samarbejder både med Francisco og Margarita om at videregive grundlæggernes store erfaring til den næste generation, der er sat ind på de ledende poster i Cerro Chapeu.
Gabrielas søn, Piero, er sammen med Francescos datter, Pia, direktører for vingården, og begge er dybt engagerede – særlig i indretningen af produktionen i overensstemmelse med den lille natur- beskyttelsesorganisation AMBA’s anvisninger. AMBA har som mål, at ”organisere og deltage i et landnetværk sammensat af seks forskellige miljøer, som på mere end 3000 hektar huser mere end tyve pattedyrarter, 130 fuglearter og mere end 50 plantearter.” I øjeblikket arbejder Ambá i flere programmer for at beskytte dette naturparadis”.
At samarbejde for dette mål viser, hvilken respekt familien Carrau har til den natur, de forvalter med en ejendom placeret som en af de store ejendomme på verdens største, kendte drikkevands reservoir.
Produkter fra artiklen:
Mere fra:
-
CATALONIEN – Gal eller genial
By Kenth Poulsen
• 5. februar 2025
Én person har sat et så markant aftryk på byen Barcelona, at hans arbejder alene lægger grunden for en så massiv tilstrømning af turister, at byen til tider må frabede sig flere besøgende. -
MAKEDONIEN – Her er kvinder forbudt
By Kenth Poulsen
• 5. februar 2025
Athos er et samfund i samfun- det, som har håndhævet forbud mod kvinder i næsten 1000 år, og også fået det ført ind i såvel den græske forfatning som i EU’s regler som en undtagelse om den fri bevægelighed. -
BERGERAC – Malerisk madkultur
By Kenth Poulsen
• 4. februar 2025
Sarlat er en af de byer, der har formået at stå igennem det moderne gennembrud af forbrugerisme og bevare sin oprindelige skønhed til glæde for de talrige besøgende.
