En del af:
VENETO – Fra før verden gik af lave
Hos Bertani bliver der taget vare på fortiden. Kvalitet og traditioner er begreber, der rækker helt ud i de små kroge af virksomheden. Og vinene er de håndfaste beviser på at bestræbelserne lykkes.
Af:
Kenth Poulsen
Denne artikel er historisk, idet den er skrevet i forbindelse med et besøg hos Bertani for 20 år siden, hvor vingårdens oprindelige familie endnu ejede ejendommen. I 2012 blev ejendommen solgt til Angelina Group, som driver mange andre italienske vingårde.
Jeg vedkender mig gerne at mærke en indre stemning af ærefrygt og ydmyghed, da jeg træder ud af bilen i Grezzana, hvor det gamle traditionsrige vinfirma Bertani har til huse.
Her kommer jeg, en gudsbenådet iværksætter, med kun et år på bagen i det nystartede vinprojekt VinoVenue og skal mødes med en af vinverdenens ”grand old men”, Gaetano Bertani.
Med sikker og professionel hånd har han ledet Valpolicellas – og et af verdens – mest respekterede og traditionsrige vinfirmaer siden en gang i 60’erne, da han overtog efter sin onkel, Gugliemo Bertani.Min lettelse er stor, da jeg ser, at firmaet tager mit besøg lige så alvorligt som jeg. De møder op med den tekniske chef Cristian Ridolfi og eksportchef Bruno Zaratin, og det er tydeligt, at de ønsker, jeg skal få det allerbedste indtryk af deres virksomhed.
GAETANO BERTANI, i kælderen under ejendommen i Grezzana, hvor det meste af produktionen finder sted. 500.000 flasker Amarone i alle årgange fra 1959 og frem, ligger her, og venter på deres nye ejere.
Vinkældre med orden
Glem alt om støvede vinkældre med dunkel belysning. Her er der ikke sparet på rengøring og vedligeholdelse. Selv gulvet i produktionslokalet er blankpoleret, og reflekterer lyset om kap med de skinnende ståltanke. Jeg er fuldt ud klar over, at den orden jeg oplever, ikke er skabt, fordi jeg kommer på besøg, og tanken slår mig, at selv en dronning ville kunne komme uanmeldt og opleve det som om, hun havde været ventet.
Gaetano Bertani støder til, da vi er ved at være igennem vinkælderen, hvor stribevis af træfade med vin ligger til lagring. Han er en ældre herre med en myndighed, der udstråler ro og venlighed. I enhver anden sammenhæng ville jeg formentlig karakterisere ham som en stille og forsigtig herre. Her er han tydeligt nok kaptajnen i sit rette element. Ingen af de spørgsmål, jeg finder på at stille, behøver han hjælp til fra sine medarbejdere, for at kunne besvare.
En årgang – 140 mill.
Bertani har en enstående samling af alle årgange Amarone siden produktionens start i 1959. Tilsammen drejer det sig om mere end 500.000 flasker. De bliver alle sammen opbevaret i kældrene i Grezzana. Hvert år bliver 6 forskellige årgange udbudt til salg i begrænsede oplag. Bag en gitterport i en af de inderste hvælvninger ligger 7.000 flasker af 1959. Det er en vin af meget høj kvalitet, og der bliver kun taget fra beholdningen ved specielle anledninger.
Efter terrorangrebet på World Trade Center besluttede Gaetano Bertani at skænke 24 flasker til fonden til støtte for de efterladte. Flaskerne blev sat på auktion og indbragte 2.200$ per flaske. Det svarede dengang til næsten 20.000 kr. eller en halv million i alt. Skulle man fortsætte den astronomiske beregning, ligger der altså for 140 millioner kroner vin alene i årgang 1959.
Lugten af fortiden
På vejen op fra kælderen kommer vi igennem pakkehallen. Larmen vælter os i møde. De store magnumflasker står og banker mod hinanden på de rustfri stålbånd, mens de venter på at blive fyldt i den automatiske pakkeproces. Øverst i bygningen ligger specialpakkeriet. Her foregår alle processer manuelt. En stor del af Bertanis vine bliver solgt som gaver, så der er mange forskellige kartoner og emballager, som er udviklet med et særligt formål for øje. Det er også her, årgangsvinene bliver proppet om og etiketteret.
Stemningen er som fra en svunden tid. Arbejdet foregår i adstadigt tempo. De mangefarvede, forskellige emballager står sirligt ordnet på paller på det gamle trægulv. Sådan fungerede et lager, da jeg var dreng, og selv lugten kan jeg genkende. Den var tør, uden at være ubehagelig og så gav den en glat fornemmelse i håndfladen, så man havde svært ved at skille siderne fra hinanden, hvis man skulle bladre i noget.Bertani er et konservativt firma, og det er der ingen, der er bange for at indrømme.
Men det betyder ikke, at udviklingen er gået i stå. Der arbejdes hele tiden med produktudvikling. Agenter og forhandlere i alle egne af verden kommer jævnligt med forslag til nye produkter og forbedringer.På laboratoriet er de i gang med at teste et par rosévine, som Bertanis vine bestemt ikke må stå i skyggen af. At holde sig orienteret om, hvad der sker i markederne, er af afgørende betydning for det fremtidige liv. Derfor bliver konkurrenternes produkter hele tiden udsat for indgående vurderinger.
MED DETTE SIRLIGT SKREVNE BREV, dokumenterer kooperativet i Negrar, at de allerede i 1938 producerede en Amarone. Den tilfredse kunde skriver i 1972, at han havde købt 6 kasser 2 liters Amarone1938 i 1942, som han havde nydt med stor glæde. Nu vil han gerne vide, om det er muligt at få endnu en leverance af den storslåede vin.
Bertanis historie
Rundvisningen ender i forstuen til biblioteket, hvor der er dækket op til en snak og en smagning. Det er et meget stemningsfuldt lokale, som danner de perfekte rammer om det velestimerede firmas historie. Bertani blev etableret i 1857, efter at en af brødrene Gaetano og Giovanbatista Bertani havde været i kontakt med professor Jules Guyot i Frankrig. Guyot havde udviklet et dyrknings- og beskæringssystem, som revolutionerede den franske og senere også den internationale vindyrkning. Guyot’s princip er at beskære efter seks til ti knopper på et skud og efterlade en enkelt knop på stokken.
Skuddene bliver derefter bundet op på langsgående wirere, så druerne hænger frit og får så meget lys og luft som muligt. Metoden er ekstra attraktiv i disse år, hvor flere og flere går over til maskinel høst. Ved hjælp af lange gummifingre kan maskinerne slå druerne ned fra stokkene og på den måde høste store arealer på meget kort tid. Dengang var Valpolicella en meget fattig del af den venezianske region i det Østrig-Ungarske rige.
Brødrene Bertani erhvervede en passende jordlod i Quinto di Valpantena, lige udenfor Verona og arbejdede målrettet efter professor Guyot’s metoder. For hvert år gjorde produktionen fremskridt, men det varede alligevel 16 år før det virkelige gennembrud skete.I 1873 fik brødrene Bertani ”Anerkennungsdiplom” ved en udstilling i Wien, og så begyndte det for alvor at tage fart.
BERTANIS FØRSTE AMARONE FRA 1958, hvor de benyttede kooperativet i Negrar’s etiket. Derefter Bertanis Amarone 1959 og til sidst kooperativets Amarone Reserva 1940.
I 1875 blev der produceret vin til samme værdi, som jorden den blev produceret på, kunne købes for. Det var helt exceptionelt og det fortsatte så længe, at ”Akademiet for Landbrug, Kunst og Handel” nedsatte en kommission i 1888, som skulle ”studere og gennemgå brødrene Bertanis arbejde i Valpantena”. Kommiteens arbejde mundede ud i en anbefaling til andre vinavlere om at følge Bertanis eksempel. Og brødrene blev tildelt endnu en medalje for deres arbejde.
Pudsigt nok kan man konstatere, at henstillingen ikke har haft den store effekt, heller ikke på nutiden. Hovedparten af de vinmarker man ser i Valpolicella, er stadig bundet op efter det gamle pergola system. Og kun de allermest eksperimenterende og fremsynede vinavlere benytter Guyot’s metode. Den vin brødrene Bertani fik så stor anerkendelse for var ”Secco Bertani”. De havde produceret den siden starten i 1857, og det er stadig en vigtig vin i firmaets sortiment. Der er således ikke længe til, at den kan fejre 150 års jubilæum. Samtiden anså vinen for at være fuldt på højde med de store vine fra Bourgogne, så det har unægteligt været et bemærkelsesværdigt udviklingsarbejde, brødrene Bertani har foretaget.
© Shutterstock
MED DET IMPONERENDE YDRE, kunne man forvente, at Villa Novare er indrettet til hovedsæde for vinfirmaet Bertani. Det er det ikke. Bertanis virksomhed styres fra Grezzana.
Amaronens historie
Næste store spring fremad foregik i 1957, hundrede år efter firmaets grundlæggelse. Firmaet Bertani købte den gamle smukke ejendom, Villa Novare. Ejendommen havde, gennem de sidste årtier, været drevet som vingård af andre firmaer. Først af kooperativet i Negrar siden af vinfirmaet Bolla, som forlod ejendommen, da Bertani overtog. Da Bolla flyttede, efterlod de et halvfyldt vinfad, som Bertanis oenolog vurderede som meget vellykket. Om Bolla havde kasseret det eller blot glemt at tage indholdet med, da de flyttede, er der ingen, der ved i dag.
Men der var ingen tvivl om, at indholdet var en overgæret Recioto, og det manede til eftertanke hos Bertani. Allerede i 1958 forsøgte Bertani sig med en overgæret Recioto.
På det nyerhvervede Villa Novare fandt de en stak gamle etiketter, som kooperativet i Negrar havde efterladt. ”Amarone” stod der med klar skrift. De etiketter brugte de som ”arbejdstitel” på den vin, de netop havde fremstillet og forseglede flaskerne med deres eget segl.Ingen skal få Gaetano Bertani til at påstå, at Bertani var de første, der producerede en Amarone. Tværtimod. Når jeg går ham på klingen, viger han udenom.
Han fortæller, at da de havde lavet deres første Amarone i Bertani, var de ikke engang klar til at markedsføre den. Det var bare en test. Jeg tillader mig at konkludere, at navnet Amarone således første gang er brugt af kooperativet i Negrar. Et gammelt brev fra 1972 underbygger den teori. En herre udbeder sig endnu en leverance af Amarone, eftersom han nu har drukket den sidste flaske, af dem han havde fra 1938. Dengang var vinen solgt i bastflasker. Kooperativet har selv en almindelig bordeauxflaske fra 1940. Amarone ekstra 1940 står der på etiketten. De har altså haft en produktion af Amarone, mere end 20 år inden Bertani tog idéen op.
Til gengæld har Bertani også i 1938 produceret en Recioto Secco, altså en tør Recioto, som uden tvivl har været en Amarone. Hvis man fortsætter gæringen af en Recioto, så sukkeret bliver gæret færdigt, står man nemlig med en Amarone, som vi kender den.
Indtil andet bliver bevist må konklusionen være, at navnet Amarone er opfundet af kooperativet i Negrar, men Bertani har været en væsentlig årsag til det liv, vinen har i dag.
Dokumentation for kvalitet
En Amarones liv er bemærkelsesværdig. Gaetano Bertani har fundet en 1967 frem. En 35 år gammel vin, som skal vise, hvad man kan forvente af en Amarone. Teknisk chef Cristian Ridolfi åbner flasken med forsigtighed. Glassene bliver skyllet i vinen, og allerede på dette tidspunkt breder der sig en skøn duft i lokalet. Da jeg får mit glas må jeg konstatere, at duften er blød, med alt hvad hjertet kan begære af lækkerier: Figen, læder, cacao, valnød, ahornsirup og meget mere. Smagen er fyldig og hænger i munden, længe efter dråberne er sunket. Det er vitterlig vin af høj klasse.
Med denne smagning har vi nået afslutningen på mit besøg, og jeg kan ikke lade være med at udtrykke min beundring for den nænsomme måde, hvorpå al udvikling i firmaet foregår. Det er mit indtryk, at tiden går lidt langsommere hos Bertani, end den gør andre steder. Et positivt indtryk, som jeg ikke er bange for at give udtryk for. ”Det er først og fremmest fordi vi er familieejet,” siger eksportchef Bruno Zaratin, ”hvis vi havde været ejet af aktionærer, var alt blevet splittet ad og gjort op i penge.” Tankevækkende i en tid, hvor selv vores vandboringer i Danmark bliver foreslået privatiseret efter selskabsmodeller, så de kan blive gjort til genstand for investering og spekulation.
Produkter fra artiklen:
Mere fra:
-
JUMILLA – Kød bagt i dej
By Kenth Poulsen
• 20. marts 2025
Jumilla ligger i den spanske region Murcia, som er i fuld gang med at slå sig fast i offentlighedens bevidsthed som kødtærtens hjemland, og der ser ud til at være noget om snakken. -
JUMILLA – Kardemomme by
By Kenth Poulsen
• 20. marts 2025
Der er ikke meget turisme over Chinchilla de Montearagón. Det er snarere en upåagtet provinsby med begrænsede aktiviteter. Èn ting er dog værd at bemærke – hulerne på bjerget. -
JUMILLA – Ensalada Murciana
By Kenth Poulsen
• 19. marts 2025
Bortset fra spejlæg og pandekager findes der næppe en lettere ret at tilberede end denne traditionelle tomatsalat fra Murcia, som ligefrem har fået navnet Ensalada Murciana, fordi den er så egnstypisk.
